Skuffet

Du viste sig at være den jeg troede du var.
Jeg foregav ikke at være en anden.
Jeg var mig selv hele tiden.
Og det var mig, der blev udnyttet offentligt.
Jeg vil sige at jeg ved hvordan det
er ikke at turde vise sit sande jeg.
Sådan var jeg, men det er jeg ikke mere.
Jeg blæser på hvad andre mener om mig,
for jeg tror på mig selv.
Og jeg ved at tingene nok skal løse sig.
Men selvom jeg ikke har en hel familie, job
eller penge til noget, er det dig jeg har ondt af.
Jeg ved at ham der skriver med mig
er inde i dig et sted.
Men jeg kan ikke vente på ham.
At vente på dig er som at vente på regn under tørken.
Nytteløst og skuffende!