Når en far dør

Jeg så det så klart og tydeligt i dit ansigt - med et forstod jeg hvad det var.
Jeg gemte det for alle mennesker
trods det fyldte mig helt.
Det trykkede herinde,
det var som et mægtigt sår, et brændende - sviende nu der blev trukket ud i lsnge tider.

Du lå i sengen - så tæt, så tæt på mig,
men du var allerede på vej væk.
Det var dog kun et øjeblik siden
du var så nærværende og levende iblandt os.
Du ligesom sank - længere og længere,
langsomt, men sikkert.
Med et var du sunket.

Vi så dig for sidste gang
- i din sidste seng
så ufattelig stille, med dit hvide ansigt vendt mod os.
Dine øjne var slukkede -
vi lagde små vintergækker på din mørke jakke.
Vi lagde låg på døden.

En tid herefter stod du ofte ved min seng on natten
- fortabt og lidende, du bad os så mindeligt
om at slippe dig, og du faldt og landede,
blødt som i en dyne - af store stærke hænder.

Jeg ved du er tilintetgjort,
men jævnligt dukker dit ansigt op
og taler til mig og mit liv.
Så vender du dig brat og går -
tilbage i intetheden.
Såret i mit indre springer op,
gnaver og værker i et sviende nu.
Det læger sig dog med tiden og får ro.