Tak!

Det er 15 år siden at jeg gik fra dig. Det er 10 år siden at du begik selvmord. Og nu er det 1 år siden at jeg forstod at selvom min skyldfølelse er forsvundet. Selvom jeg griber dagen og lever. Selvom jeg har grædt og leet med andre og med hjertet. Selvom jeg har søgt nye vande og ideer. Selv om jeg har rejst ud og leget kriger. Og selv om jeg har mødt kærlighed i andre mænd.

Så har jeg i alle smukke mænd fundet dig. I alle sportsgrene har jeg kæmpet for dig. Alle idealister, krigere og provokatører har jeg tilgivet, som jeg ville have tilgivet dig.

Jeg tog den forkerte beslutning. Jeg fejlede. Jeg troede jeg kunne finde kærligheden, der hvor jeg ønskede at den skulle være. Der hvor jeg drømte at vi skulle være. Jeg troede at kærligheden ville vokse hvis bare jeg arbejdede hårdere. Hvis bare jeg fik mere succes.

I alle disse år har jeg levet på en løgn. Jeg løj om, at jeg kunne glemme vores kærlighed. Jeg løj om, at du ikke elskede mig. Jeg løj om, at du var mig utro. Hvorfor, er ikke vigtigt. Du ved godt hvorfor. Og vi ville begge have handlet anderledes nu.

Kan idag huske alle dine vidunderlige særheder. Din glæde og din kærlighed sidder nu stædigt fast. Den minder mig om at kærligheden findes. Og kan erobres. Og at den kan forsvinde såsnart jeg glemmer dens vigtighed.