Den Ukendte Smerte

Det var hårdt. Hårdt at sige farvel til ham. Hårdt at vide at intet ville blive som det engang var. Jeg husker det tydeligt. Det var fredag, dagen efter jeg havde mistet den person som jeg havde haft det bedste forhold med. Han havde været så herlig, og vi havde haft sådan en god tid sammen, og nu var det hele bare væk.
Det var hårdt at komme op på skolen og høre alle sige:" Du fortjener bedre" eller "Livet går videre, og det ved du. Du finder en anden som du får det bedre med". Alle de typiske ting folk siger til en når man har mistet kæresten. Ingen ville høre hvad jeg havde at sige, ingen var der for mig. Min bedste veninde var ikke i skole, og det gjorde det endnu hårdere for mig, ikke at få den støtte jeg ville få af hende. Jeg savnede hende. Min bedste ven, var den eneste der havde hørt på mig, og så nogle af min eks kærestes venner som jeg havde lært og kende. Jeg kunne ikke forstå det. Det var underligt. Min bedste ven havde ikke tid til mig hele tiden, og det var også i orden. Hvorfor skulle han også være ved mig hele tiden? Jeg var stærk, eller det plejede jeg. Jeg plejede at være en stærk person. Men denne gang var det bare blevet for meget. Denne gang kunne jeg ikke holde til det, det var det der undrede mig. Jeg havde aldrig prøvet at være så smadret over en sølle person. En person som havde gjort mig lykkelig. Det gav mig til at tænke over hvorfor en enkelt person kunne gøre en så lykkelig, men oveni så ulykkelig. Hvordan kunne en person gøre at man savnede ham så sindssyg. Vi havde haft et godt forhold, men også meget usikkerhed fra min side, men min usikkerhed blev altid dæmpet når han var hos mig.

Månederne gik hurtigt og jeg havde prøvet at gå væk fra ham, men det var svært. Jeg kunne have ham i en nat, hos mig. Vi var måske ikke sammen som et par, men bare meget gode venner. Vi var sammen tit, og vi havde det godt når vi var sammen. Som om vi kom sammen. Problemet var bare, at vi ikke var sammen. Vi havde tit sex, vi kyssede hinanden når vi så hinanden, men vi kom ikke sammen, og jeg vidste ikke om det ville blive noget igen. Jeg vidste intet. Kun mine valg ville rede mig for at synke dybere end jeg allerede var. Så kom det, det jeg aldrig havde troet. Han sagde han havde fortrudt han havde slået op. Han sagde at han ikke ville af med mig. At jeg var den han havde elsket mere end noget andet. Jeg var den som han ville dele livet med. Han fortalte mig det en aften jeg var kommet hjem fra en veninde. Jeg havde selv bedt om det, og det gjorde kun mere ondt inde i mig da han sagde: ”Men jeg har brug for tid. Jeg beder dig ikke om at vente på mig, jeg beder dig om intet. Men du skal vide at jeg virkelig elsker dig, men at jeg mangler denne tid for at finde ud af om det ville gå.”