Et ondskabsfuldt individ

Et ondskabsfuldt individ

Jeg levede sammen med ham.
Alt gik godt i starten,
som altid.

Så skete det.

Han ødelagde forholdet bid for bid.
Tænkte kun på sig selv.
Undte ikke mig en tanke.

Han kunne rejse en del.
Eller hvis han var til fest, så var det ham der ikke kunne styre sig.
Han skulle åbenbart være sammen med en anden.
Var ikke den samme hver gang.
Var forskellige fra gang til anden.

Jeg levede i en løgn.
Troede jeg var hans eneste ene,
men tog grueligt fejl.
Hvorfor var jeg så dum ikke at have set det?
Viste jeg det inderst inde godt, men prøvede jeg bare at benægte det?
Det kunne ikke passe.
Hvad havde jeg gjort ham siden det skulle ende med bedrageri?
Det kunne kun være mig der have klokket i den.
Hvorfor skulle han ellers søge over til andre?

Jeg må have blevet ved med at benægte det,
for han var endnu ikke blevet smidt ud.
Hørte det nu også fra andre,
men lukkede det ude og prøvede at koncentere mig om at redde det.
Redde hvad?
Han havde jo ødelagt det hele.
Alle de skår og splinter er umulige at sætte sammen igen.
Naiv og dum som jeg var, tilgav jeg ham gang på gang.
Aldrig tilgivelse i hjertet, men en overfladisk dum tilgivelse, som end ikke i retten ville være troværdig.

Der gik måneder, og endelig en dag havde jeg fået nok.
Kunne ikke få hans utroskab gemt væk.
Var hele tiden bange for at han gjorde det igen.
Og skulle jeg så tilgive det også?
Nej - fandme nej.
Der er grænser for galskab.
Blev nødt til at komme videre,
inden han fik mig helt ned med nakken.

I dag står jeg uden ham,
og er lykkeligere end aldrig før.
Er kommet af min store fodlænke
og kommet videre med mit dyrebare liv.
At ville møde en ny og genopleve forelskelsen.
Troede aldrig det var muligt,
men pludselig stod han der.

Aldrig bliv ved en partner der er egoistisk og ikke tager hensyn til dine følelser.
Ikke vær naiv som jeg.
Han vil aldrig ændre sig.
Held og lykke derude.


Mnp

09/01 2006