Stukket ned igen.

Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre mere, jeg tror jeg er kommet så lang ud at jeg ikke kan se tilbage mere? Og hvad gør man så?
Jeg tror de har fået drevet mig så lang ud, at jeg ikke kan vende om igen. Det er som de havde magten over mig! De kan sidde på mig som ingen aldrig har siddet på mig før.
De kunne stikke mig i hjerte, som ingen andre har stukket mig før.
De kunne få mig til alt, som ingen andre har fået mig til før.
De har kunnet såre mig, som alle de andre også har gjort.
Men når man først er forelsket, så tager det altså pludselig overhånde. Også er der ingen der kan styrer det, ikke engang en selv?
Man handler uden at tænke over det og over den konkvens der kommer bagefter.
Desværre!