Fra mit liv

Fra mit liv

En morgen som alle, vågnede jeg,
Træt og doven, og strakte mig
Og jeg sukkede som ved alle andre morgener.
Jeg gjorde mit dit og mit dat,
Og min dag svandt ud, min dag forsvandt.
Men jeg ser; endnu er den ikke ovre.

Den dvæler olmt i mig, den aften derhjemme.

En stille at starte, uden klem eller klap,
men ved slut var alt, alt for stille.
Og en lille pige sad på en seng,
helt grå og slap,
og nynnede en vag, smuk melodi.

Først var teksten uklar i hendes hoved
af tykke, tætte tåger.
Men hun lyttede intenst til de stille, grå toner
og trak benene op under sig.

At gynge i takt til en stille melodi
er nu ikke så svært at gøre,
men hun tabte tråden da ordene blev klare
og hun tænke: ”Nu tror jeg, det er forbi.”

For en pige på 8 er ”forbi” lidt for tidligt,
men et ønske er stærkt når det kommer
fra en ven af de tætte, af de nære, og fordi
hun vidste af almen ærlighed i vrede.

Hun gynger endnu, som et foster i tågen,
Og orderne kan hun stadig høre.
Ganske simpelt skænderi, det var virkeligt, hun var vågen.
Åh, nu skriger de i mine ører.

Jeg lider af smerte, men jeg vælger at vorde.
Af en smerte som ingen andre føler.
for når man, af sit kæreste, ønskes død
er alle følelser for længst blevet borte
fra
mit
liv.