En hyldest til min elskede

Side om side går vi ned af gaden. Det er mørkt, men larmen og stjernerne lyser natten op. Du fortæller mig en historie og jeg griner. Griner ikke så meget af historien i sig selv, men mere fordi jeg går her sammen med dig. Du vender hovedet lidt på skrå og smiler. Ved du mon hvor højt jeg elsker dig? Jeg ser os sidde på en veranda på en lun efterårsdag. Gamle og lykkelige. Vi fortæller hinanden historier om ungdommens år og genlever alle vores minder. Jeg ser dig sidde der ved min side. Og jeg ved at jeg ikke frygter at ældes, hvis blot du er der hos mig. Solen der skinner ind på dit ansigt får dig til at ligne en engel, havde du vinger, ville jeg bede dig om at brede dem ud, så vi kunne flyve til en anden verden. Men på den anden side er denne verden egentlig også ganske god, når bare jeg har dig. Ved du mon, at du i mit univers gør verdenen til et smukkere sted? Jeg fortæller dig mine hemmeligheder og tager dig med ind i mine drømme. Vi besøger steder, som jeg kun ville vise dig. Steder som ingen andre mennesker har været før. Når jeg er sammen med dig tænker jeg ikke på, hvem jeg kunne være, har været eller måske bliver. Sammen med dig er jeg bare mig. Ved du, at jeg vil danse med dig igennem livet? Holde din hånd og føre dig når du mister fodfæste. Følge dig hjem, hvis du nogensinde farer vild og gå med dig, hvis du har brug for at komme væk. Jeg love dig, at jeg ikke slipper, før den dag musikken stopper.
Jeg ser mit liv og jeg ser dig. En smyk symbiose der får lykken til at synes håndgribelig.
Jeg ser os sidde i min lejlighed på en grå regnvejrsdag og jeg smiler. Vidste du at lykken kunne være så simpel? Jeg gjorde ikke, men det var før jeg mødte dig. Du kalder mig din sol. Så må du være min stjerne, for når lyset går ud og jeg ikke kan se, lyser du på mig og minder mig om, at jeg ikke er alene.