Om Tomrummet

»Is not absence death to those who love?« - Alexander Pope

Jeg så bag et tilsmudset vindues glas
min eneste ene på banegårdsplads,
og straks blev jeg tynget af byrder og åg,
sekundet jeg steg på det rejsende tog.

Jeg sænked' mit hoved og drog da af sted;
det var, som om hjertet blev dolket itu:
min sjæl sagde: »stands dog og tag hende med,«
men munden: »det er jo for sent, dette nu!«

Så, nu er hun borte, den Skønne så huld ...
Da slog det så hårdt som et vildskabens lyn!
Jeg brast ud i tårer, det slog mig omkuld;
Nu var der kun savnet, mit eneste syn.

Nu sidder jeg her i det begsorte kammer,
og svæver i tankerne til hendes favn.
Jeg prøver at digte, men tomheden lammer,
det eneste ord, jeg kan tænke -- er "savn".

Jeg har det som blomsten, i denne elende,
som man har oprevet med vold og med roden,
ja, helt uden gartnerens blidhed i hænde,
og derpå har trådt mig ihjel under foden.

Jeg véd at der venter en pine langt større,
såsnart der er gået en time, en uge,
men hvad kan en fange, en lænket vel gøre,
end klynke et »hjælp mig! befri mig!« -- og grue?

Jeg sukker, jeg savner, jeg sørger og skriger,
selv smerten forstummer, den bitre, den søde ...
Det eneste her er en tomhed, der siger:
I fraværet er vel de elskende døde?