Kærlighedens gang

Vi var som dag og nat.
Forskellige men alligevel afhængige af hinanden.
Afhængig af kærlighed.

Du lærte mig at elske.
Jeg åbnede mit ellers så lukkede hjerte.
Jeg var glad.
Jeg var lykkelig.

Men nu sidder jeg alene og tænkte,
på hvad gik galt?

For vi havde det jo godt.
Lige indtil jeg fortalte sandheden.
Sandheden om, hvad jeg følte.
Sandheden om, hvad der gjorde mig ked af det.
Og ja det var noget om dig.

I starte tog du det meget pænt.
Sagde at du nok skulle prøve at ændre det,
men så en dag gik du amok.

jeg kan ikke leve med sandheden sagde du,
og det eneste jeg havde fortalt dig,
var nogle ting, som du skulle ændre.
Men du kunne åbenbart ikke klare,
at jeg kritiserede dig.
Du kunne ikke klare sandheden om at du ikke var perfekt
Men du var noget særligt
Derfor elskede jeg dig

Nu sidder jeg alene.
ved ikke om jeg skal græde eller le.
Det var dig der slog op.
ved ikke om jeg skal græde,
for har jo mistet dig.
dig som jeg troede,
skulle være min eneste ene resten af livet.

Akal jeg le?
Le fordi jeg nu ved,
at du er sådan et menneske som ikke kan klare at høre sandheden?
Ville du hellere have haft,
at jeg skulle gå og være ked af det,
selvom at jeg havde været det,
inden jeg fortalte,
dig sandheden?

Nu vil jeg være natten og dagen.
Uden dig.