Til ham der engang var i mit hjerte

Hvordan skal jeg nogensinde kunne fortælle dig at jeg ikke elsker dig længere at gnisten mellem os ikke længere brænder?

Hvordan skal jeg nogensinde kunne sige at jeg ikke længere ønsker at se dig mere efter at vi har været sammen nat og dag i over 2 år? Samtidig med at jeg har udviklet mig føler jeg mig fanget, fanget af dig fastholdt i noget som ikke føles rigtigt længere.

Hvorfor er det kun mig som føler at vi ikke længere passer sammen? Kan du da ikke se at vi har ændret os og er ved at falde fra hinanden?

Jeg havde aldrig troet at lysten til elskov med dig skulle dø, jeg føler mig fanget i de rutinerede vaner uden nogen form for afveksling og spænding muligheden for at bryde fri mindskes hver dag, hvert minut sågar hvert sekundt, og jeg føler mig som fluen fanget i edderkoppespindet uden mulighed for at bryde fri.

Jeg længes som fuglen i fugleburet efter min frihed friheden til at være mig, og til at elske livet og ønske at leve.

Selv om jeg så inderligt ønsker at bryde fri kan jeg ikke. Tanken om at sorge dig er for stor, jeg ønsker jo ikke at gøre dig fortræd.

Hvordan kan du nogenside retfærdiggøre at jeg skal blive hos dig når jeg føler mig indespæret i din kvælende kærlighed til mig?

Jeg håber at du ved at jeg hver eneste dag må tilsidesætte mine egne behov og drømme for at opfylde dine?

Jeg længes...efter dagen hvor jeg vil komme fri af edderkoppespindet og du vil lukket ud af mit fuglebur.