Kærlighed og sorg i et..

Jeg havde skrevet med ham hele dagen, fik altid et svar.
Han sku på arbejde i brugsen. Vi kunne ikke skrive mens han var på arbejde men han lovede at skrive når han var færdig, han skrev til mig: "Hej skat. Nu er jeg færdig, kommer op i klubben lige så snart jeg har spist, glæder mig til at se dig. Kyss."
Jeg svarede ham, men mine ord var tavse. Jeg stod så og ventede på bussen, var så glad, vidste at nu skulle jeg op til ham jeg elsker af hele mit hjerte, det varmede mig indeni. Bussen kom, jeg stod på, var så glad. Jeg kom op i klubben, kiggede efter ham men han var der ikke, stod længe uden for i sneen og frøs, men jeg ville gøre alt for ham. Senere gik jeg så ind og ned i klubben, skrev til ham, han svarede, han skrev: "Jeg er der om et par minutter, skynder mig skat." Jeg ventede på ham, og der gik lang lang tid, en veninde skrev til mig: "Har Patrick knallert?" Jeg svarede ja og spurgte hvorfor? hun svarede: "Fordi at der er en der er blevet kørt ned, en med en knallert og hvis det nu var ham." Der kom et koldt gys ned ad ryggen på mig, jeg styrtede op ad trapperne greb min telefon og skrev til ham, fik intet svar. Jeg begyndte at ringe som en sindsyg, men der blev kun sagt: "Der er ingen kontakt til telefonen." Da jeg havde ringet mange gange gik det op for mig hvad de sagde. Jeg stod længe, stirrede på den sorte himmel og sneen der dalede ned. Hvor var han nu? Hvordan havde han det? Alle spørgsmål fløj igennem mit hovede. Jeg løb ud, lagde mig på knæ i sneen og var bange, så bange at jeg ikke kunne græde. Jeg gik ned i klubben igen, sagde intet var helt tavs. Da alle skulle hjem gik vi ud og ventede på bussen, jeg kunne stadig ikke græde helt, men mine øjne glinsede af vand. Bussen kom, jeg satte mig ind, kørte forbi ulykkesstedet hvilket jeg ikke vidste, men først der begyndte jeg at græde, græd hele vejen hjem. Da jeg kom hjem sagde jeg lige hej til mine forældre og lukkede mig inde på mit værelse. Begyndte at græde kunne ikke stoppe, fik ikke sovet hele natten. Hvis det nu var ham? Hjælp mig hvad skal jeg gøre. Om morgenen stod jeg op spiste morgenmad og tog tøj på, gik langsomt og grædene hen til bus stoppe stedet, der stod en veninde, kikkede på mig og sagde: Ved du hvad der er sket med din kæreste? jeg svarede: Ja han var blevet kørt ned men intet andet vidste jeg, hun sagde, mie han er død, jeg ville ikke tro hende, for han ville aldrig bare dø nu, han havde et godt liv, og det var ikke min dreng, det var det ikke, men jo. Jeg græd og græd mine tårer trillede hurtigere og hurtigere. Vi kom op på skolen, i første time skullr vi have historie, vi snakkede om alt det der var sket, alt det med ham, men nej, det kunne jeg ikke holde ud, jeg gik. Havde lyst til at se den verden han lever i nu.
Hvorfor ham? Det spørgsmål stiller jeg mig selv hele tiden og det gør jeg stadig vil aldrig kunne forstå. Hvorfor skulle vi i klub den aften?
Jeg vil stadig ikke tro på at det er ham, at leve uden ham er som at leve med de tungeste sten i maven. At savne en så nær person kan være hårdt, og det er det. når jeg mangler ham så mangler jeg noget i mit hjerte. Jeg er begyndt at føle så meget smerte i mit hjerte, det er som en klump der sætter sig på hjertet og får det til at isne. Som blomsterne visner så isner jeg. Lige meget hvor varmt det er udenfor vil jeg altid fryse på et punkt i hjertet det vil smerte så frygteligt. Men jeg bider tænderne sammen og siger til mig selv. Det var den måde jeg skulle møde døden så tæt på. Men den måde er så forfærdelig åndsvag. Hvis jeg var der og vidste det ville jeg jo give ham mit hjerte give ham alt for at han skulle leve sit liv. Jeg ved at måske mange vil blive såret, men i det mindste tænkte jeg på andre end mig selv. Men alt var for sent da jeg fik det at vide. Jeg vil ikke vide hvad det er der er sket direkte, men vil gerne have svar på en masse ting. Hvordan kunne det ske? Hvorfor så uheldigt? Jeg vil ikke tro det er ham. Og hvor er nu? Man burde for helvede have reddet ham. Alt er bar noget fucking lort nu. Jeg hader livet nu. Jeg hadede en gang livet rigtig meget på grund a mobning og troede aldrig jeg ville hade livet mere, men nu hader jeg det og forbander det helveded jeg lever i nu. Min kærlighed til ham var så stor så hvorfor skulle det være ham? Jeg fatter det simpelthen ikke. Hvis der virkelig er en gud hvorfor lader han så sådan noget ske? Jeg ved ærligtalt ikke hvad fanden jeg har brug for nu. Alt er bare noget lort. Hele tiden. Har så svært ved det her. Hvorfor ham? Og alle de spørgsmål de flyver rundt i mit hovede. Jeg hader livet. Jeg hader det.
Din yndlingssang med Thomas Helmig ville jeg gerne høre, men du havde den i din jakke lomme og nu er den væk. Men jeg så albummet da jeg var hos din mor. Da jeg åbnede det så jeg der stod nede i bunden:
KÆRLIGHED ER BLOMSTER OG BLOD, BLOMSTER OG BLOD.
Hvad betød det? Var det mon et tegn? Jeg forstår det stadig ikke helt. Musikken og uret. Alt kørte rundt i mit hovede. Var det tegn fra dig eller hvad var det?