Kærlighed

Jeg mødte ham for 7 måneder siden - troede han kom ud i det fri til mig det gjorde han ikke.

Jeg var så forelsket kunne have giftet mig med ham.

Måtte klare at miste et barn alene uden ham, og det betød ikke det store for ham, hvorfor ikke fordi han har en i forevejen?

Hvad har jeg dog gjordt forkert?

Skal jeg aldrig møde kærligheden og grine istedet for at græde hele tiden.

Er det det livet har at byde en?

Har ventet og ventet sat hjemme hver aften, og ikke måtte noget.

Han sagde jeg var er for tyk, havde bumser, alle de ting der for en til at føle sig så usæl og grim.

Jeg har mistet så meget og ofret så meget, hvorfor vil han ikke gøre noget for mig.

Han kan ikke fortælle mig hvad han føler for mig, spørger jeg om det er fordi han ikke føler det samme svare han ikke.

Bliver ved med at tro han forandre sig hvor er jeg så dum?

Er begyndt at snakke med en af hans venner og han er det sødeste men må jo ikke, men har mærket en følelse i min mave.

Hvorfor skal livet have så mange bump, har svært ved at klare dem, men tiden må vise hvad der sker.

Må vi alle møde den rigtige og en som behandler en bedre end vi nogensinde har prøvet.

Dette er mit første indlæg så ved ikke om jeg har kunnet skrive dette men nu har jeg prøvet.

Mvh Den forvirrede