Øjeblikke af en krig

Øjeblikke af en krig.

Ven - og fællesskab er ofte et godt værn mod frygtelige ting, men, hvordan ændrer man sig og, hvor egoistisk bliver man når det gælder liv eller død?
Hvor langt kan man gå, hvor langt vil man nå? Hvem står bag dig i enhver situation?
Krig er en tilstand, hvor ekstreme situationer og irrationelle handlinger hører til dagens orden, og hvor mennesker hele tiden bliver nødt til at foretage valg med uoverskuelige konsekvenser.
- Det skræmmer mig stadig at jeg forlod Sarajevo for godt og vel 10 år siden – alene.

De smil, som altid lyste så kraftigt som solens milde morgen skær, de smil, som blændede alle de indvendige følelser. Alle de fysiske smerter man glemte da de psykiske pludselig overdøvede dem. De smerter mærker jeg stadig. De er stemplet fast i mit hjerte, min psyke og min fremtid. Det blev hverdag at høre de store mænds høje skridt, som rungede i hele byen, når de hver morgen kom gående ind i sovekammeret og vækkede os kl. 5.00. deres høje og bestemte stemmer var nok det vi frygtede mest, og det var hårdt at vågne hver morgen og se livet i øjnene. Jeg vidste ikke om jeg skulle takke gud for at jeg stadig var i live, eller om meningen med at jeg var dette sted kun var for at straffe mig. Jeg havde mit eget gemmested under gulvet i sovekammeret, kun min veninde Zorica kendte også til det. Vi gemte os dernede hver eneste gang bombardementerne startede.

Jeg ved ikke om jeg var den eneste, som ikke turde sige nej til den store mand.
Men når man havde været tilskuer når piger på min egen alder skulle henrettes, var det umuligt at bede ham om at stoppe.
Hver gang han bad mig følge med ham græd jeg. Jeg græd ikke udenpå, men indeni.
Jeg turde ikke vise min frygt.
Jeg havde hørt at dem, som rørte pigerne var forbrydere.
Men jeg var meget stum og følte mig så lille og magtesløs, og lod ham gøre med mig som han ønskede. Jeg havde allerede mistet al min værdighed.
Ingen tænkte på al den undertrykkelse, der fandt sted.
Selv om han ikke var i nærheden kunne jeg altid mærke de sår han havde givet mig på sjælen, som endnu ikke er læget.


Men så en dag blev bombardementerne meget voldsomme! Vi dansede alle inde i den store aula. Pærerne i spotlamperne i loftet sprang med en høj tonet lyd. De glade øjne, blev blanke hos alle. Og tårerne faldt som regndråber, samtidig med at de lyste af skræk.
Jeg så de store mænd løbe ind i sovekammeret. Og Zorica med.
Det var forbudt for alle os børn i lejeren at gemme os når bombardementerne var i gang, da alle de store mænd havde første ret til at skjule sig - og åbenbart mere ret til at leve end os andre. Jeg vidste at de næsten sikkert ville opdage Zorica.
Men egoismen steg mig til hovedet og jeg løb væk uden at få fat i Zorica.
Alle tankerne om at rede mit eget liv druknede tankerne om Zorica og de andre i lejeren.
Jeg løb og løb, jeg glemte alt om min vejrtrækning. Mine ben forsvandt nærmest under mig. Omverdenen var lige meget, men alt blev stoppet da jeg pludselig mærkede et hårdt greb om min skulder. Jeg glemmer aldrig nogensinde hans stemme og kan sommetider stadig mærke hans hånd på skulderen.
Jeg blev slæbt tilbage til lejeren, jeg turde ikke engang protestere.

Alt jeg så da jeg kom tilbage til lejeren var et kæmpe hul i loftet, selv om bygningen i forvejen var fyldt med skudhuller. Aulaen var fuldstændig tom for børn – næsten.
Ovre i det mørkeste hjørne, hvor solens stråler ikke belyste, sad stakkels Zorica.
Jeg blev ført over ved siden af Zorica.
Deres hårde og høje råb skingrede i mit hoved da de bad os om at sætte os på knæ med ryggen til dem. Den store mand gik hen og nussede mig i håret og hviskede noget utydeligt i mit øre.
Jeg sad helt stille og prøvede at stoppe med at ryste. Men jeg var skrækslagen.
Jeg tror ikke, at nogen kan forestille sig, hvordan det føles når en ladet pistol bliver holdt op imod ens tinding.
Straks hørte jeg et skud, det gav et sæt i mig. Men jeg turde stadig ikke bevæge mig i frygt for at der også ville blive affyret et skud mod mig.




Jeg vendte langsomt hovedet;
Den mørke og tykke blod, som duftede af råt kød dryppede i store mængder ud fra Zoricas hoved og dannede en sø på det ujævne gulv.
Jeg skreg. Med kun inden i – jeg turde stadig ikke vise min frygt.

Dette er noget de færreste kan identificere sig med.
Med dybe ar på sjælen kigger jeg hverdag 10 år tilbage, til dengang, hvor det gjaldt liv eller død! Hvor alle kun kæmpede for sit eget liv og lukkede øjnene over for disse grusomheder, hvor jeg som eneste overlevende i min lejr beder om hjælp når disse ting hænder.
Jeg både skriger og græder stadig – men min frygt vil jeg gerne dele med resten af verden.