Det stille ocean

Det var så indelukket inde på mit værelse. Jeg åbnede et vindue og en frisk luft fandt vej ind på mit værelse. Jeg smagte på luften, der var fyldt med salt. Havet lyste krystalklart, tillokkende og rar, stille og upåvirket. Jeg fik lyst til at mærke vandet omkring mig, lade min krop glide ned i det bløde vand.
Men vandet var jo koldt, det vidste jeg vi var midt i april. Havet tog sine ofre. Opslugte dem og beholdt dem, indtil ingen forstyrrede det mere.

Jeg tog mine gummistøvler på, og gik ned mod dette stille vand. Det blæste, og bølgerne legede og lod deres tunger slikke ind på det bløde, sikre sand hvor jeg stod. Jeg lod dem tro de havde mig, og løb så ind til bredden ligeså snart vandet kom tæt nok på. Jeg kiggede længere hen ad stranden, hen mod det lille fyrtårn, der stod ene og forladt for enden af stranden. Det var gammelt og om natten spejdede dens lys ud over havet. Vi havde tit leget i det, men en dag var den låst.

Ned ad klitten kom min storebror. Han smilede til mig, og rystede opgivende på hovedet.
”Michael du ved godt, du ikke må gå ned til vandet alene!”
Jeg nikkede, jeg vidste det jo godt, jeg hadede bare at vandet lå der og drillede mig fordi jeg ikke turde komme og udfordre det.
Vi gik stille hjem, op over sandet.

Min far druknede for et par år siden. Vi var ude at bade en varm sommerdag. Han kastede mig rundt i vandet, og min mor sad inde på stranden og smilede til os. Pludselig blev min far hevet under vandet, og da han endelig kom op, skreg han, min bror rev mig væk, da min far blev hevet under for anden gang. Mor prøvede forgæves at finde ham, men han var væk. Opslugt af det stille ocean. Man fandt ham, død, tre dage efter længere nede ad stranden skyllet op på bredden.


Vores hus lå tæt på stranden. Min storebror skubbede den tunge hoveddør op, og forsvandt op på sit værelse. Inde i stuen lå min mor på sofaen, og lyttede til uret der tikkede af sted. Ved siden af hende, på sofabordet, stod den vase min far fik, dengang min storebror blev født. Den er nitten år gammel, men det mest velholdte i hele huset. Mor pudser den hver dag. Jeg satte mig foran bordet med fotografier, som min far havde lavet. På det største billede sad vi alle sammen med ryggen mod vandet, smilede. Jeg lod fingrene glide over det. Og pludselig føltes det som om det brændte. Jeg trak fingrene til mig hurtigt.
En nat vågnede jeg. Jeg sov uroligt, og havde tit mareridt. Jeg vågnede ved, at jeg hørte stemmer. Ophidsede stemmer, der diskuterede. Det kom udefra, og stille listede jeg hen til vinduet. Tre-fire skikkelser stod udenfor vinduet. De snakkede engelsk. Den ene var meget ophidset, mens den anden prøvede at berolige ham. Så var der er en stemme, jeg genkendte. Min bror blandede sig pludselig. Jeg forstod ikke hvad de sagde, men kort efter gik de to mænd, og min storebror gik ind i huset. Jeg krøb i seng og lod som om jeg sov, da min storebror åbnede døren til mit værelse, og kiggede ind.


Nogle dage efter kom der en politimand og ringede på. Jeg åbnede med besvær døren, og han spurgte efter min bror. Jeg svarede, at jeg ikke vidste hvor han var, men at han sikkert snart kom hjem. Min mor kom frem i døren og satte et bekymret ansigt op.
”Kom indenfor” sagde hun, og politimanden trådte over vores dørtærskel.

”Jeg må desværre fortælle dig om, at vi har mistanke om at din søn er med i noget smugleri” sagde han til min mor, ”og at de har brugt det gamle fyrtårn som skjulested.”
Min mor var stille. Politimanden kiggede sig nervøst omkring og forsatte; ”men intet er sikkert, vi vil bare gerne” … Et skud splittede mandens ord, og vi stirrede alle hen mod stranden hvor lyden kom fra. Min mor rejste sig og løb ud af døren. Politimanden sad lidt, men rejste sig så og løb efter. Jeg nåede ikke at tage gummistøvler eller at lukke døren til strandhuset.

Jeg så min mor stå et stykke fra min storebror og råbe. Smid den pistol Lars. Min bror var kun iført sine pæne bukser, og i hånden havde han en pistol. Han dansede rundt i vandet, og lod bølgerne slikke op af ham. Hans nøddebrune hår dansede i vinden. Der kom flere til, og min mor prøvede desperat at komme tættere på sin søn, der lod til at være gået fra forstanden. Men når hun kom for tæt på, trykkede min bror pistolen mod tindingen og råbte ”Jeg gør det, jeg gør det!” Han råbte mod himlen, og sparkede i vandet. Jeg stod lidt derfra, og husker kun det hele i tåger. Huskede, hvordan tårerne stille gled ned over kinderne.

”Tag mig! Tag mig så! Du har allerede taget min far, og de varer jeg skulle bruge! Mangler du ikke mig! Hvad med mig! Han standsede et øjeblik, trykkede pistolen mod tindingen, og kiggede sig tilbage. Hans øjne standsede ved mig, han smilede sit skæve smil, samtidig med at en tåre trillede. Så trykkede han. Jeg husker min mors råb, og da hun løb hen til ham, kastede hun sig over ham og skreg.
Bølgerne slog op om dem, men min mor trykkede ham ind til sig, og forbandede gud. Bølgerne prøvede at nå dem, prøvede at trække dem med sig.
Ud i det stille ocean.