Have to get this of my chest. Jeg har snakket med venner om det, men jeg føler stadig at jeg har noget at få ud.
Hører lige nu Faith Hill med There You'll be (den eneste sang som kan få mig, en 17 år gammel dreng til at græde. Og endnu engang virker den...)
Hvis vi starter fra begyndelsen. Jeg går i 2.g på Hjørring Gymnasium. Tilbage i oktober '04 var jeg på studietur med min klasse.
Der kom jeg til at snakke meget med en pige, Katrine, fra klassen. En pige jeg altid har fundet fascinerende. Vi havde aldrig snakket sammen før denne tur, men det lykkedes os at blive rigtig gode venner. Jeg hjalp hende endda med at skrive et brev til en dreng hun virkelig holdt af.
Og, som det tit er, var jeg, drengen, "den svage" i venskabet og blev hurtigt forelsket i hende. Dette fortalte jeg hende hurtigt, og hun svarede at det sikkert var en fase, for sådan havde samtlige hendes drengevenner haft det. Og jeg troede på hende. Dette var i december.
Men lidt efter lidt gik det op for mig at der absolut ikke var tale om en fase! Jeg var dybt forelsket i hende.
(Det skal siges at jeg kun(?) har været forelsket i tre personer hele mit liv, hvor Katrine er den nyeste).
Vi fortsatte som venner uden at jeg fortalte hende om mine følelser, selvom det senere viste sig at hun havde regnet det ud.
Til klassens julefrokost spiller vi et spil med nogle terninger, og hun skulle kysse mig. Jeg havde forventet et hurtigt, let kys, men nej. Hun gik i gang med tunge og det hele. Jeg var dybt (positivt!) overrasket og forsøgte ikke at ligge noget i det (uden held).
Dette førte ikke til andet end nogle få beskeder om kysset og min overraskelse hvortil hun svarede at hun aldrig gør noget hun ikke har lyst til.
Senere, en nat vi havde været i byen sov hun hjemme hos mig i min seng (intet i det!). Vi havde tidligere på aftenen set "Et dristigt kys" og kom til at snakke om den. Denne samtale førte til en samtale om diverse katastrofer, her i blandt den forfærdelige flodbølge i Asien.
Dette fik mig til at tænke på et interview med Bertel Haarder lige efter at han var returneret fra området. Der i fortalte han om de skrækkelige ting han havde set dernede, og det som ramte mig mest var da han sagde at der flød børnetøj rundt omkring. Dette fik mig straks til at tænke på mine fire niecer, og jeg begyndte at græde mens jeg lå i sengen med Katrine.
Hun opførte sig på en måde som på én gang var fantastisk og virkelig smertefuld. Hun lagde sig ind til mig og begyndte at trøste mig, og nussede mig lige så stille. Hvis jeg nogensinde har haft ambivalente følelser var dette episode! Det var en blanding af lykke og tortur. Anyway, vi ligger os til at sove, og ikke mere denne gang.
Nu springer vi hurtigt videre da der i mellemtiden intet af betydning sker mellem hende og jeg.
Væsentligt for den videre sammenhæng er at hun spørger mig om jeg vil danse tango med hende i weekenden som hører sammen med Store Bededag (i dag).
Senere, efter påskeferien, skriver hun en aften til mig. Hun havde tilbragt påskeferien på skiferie med en masse andre unge i Slovenien, mens jeg havde været i Egypten.
Hun skriver at hun har drukket sig meget fuld (alene en torsdag) og at det er træls at ingen af os (hendes venner) er der. Der spørger jeg selvfølgelig om der er noget galt og hun fortæller at ja, det er der. Jeg spørger hvad, og hun svarer at hun ikke er sikker på at hun vil fortælle mig det da hun er bange for at det vil såre mig. Dette tænder selvfølgelig min nysgerrighed og jeg får ud af hende at hun har mødt en fyr på skiferien, Esben.
Dette er selvfølgelig et slag i hovedet, og jeg fortæller hende hvordan jeg føler for hende. Dertil svarer hun at jeg er fantastisk sød osv. og da jeg svarer noget i retningen af at jeg ikke gider noget medlidenhed skriver hun prompte at jeg skal holde min kæft og være glad for de ord hun har tildelt mig eftersom ikke engang hendes far eller Marianne (en af hendes gode veninder) har fået de ord.
Selvom jeg nu vidste at hun ikke følte det samme for mig, tændte dette alligevel et håb i mig.
Vi fortsætter som gode venner uden "kriser". Indtil i fredags (15.04.05) hvor der var fest på gymnasiet og hun var sammen med en anden. Det er selvfølgelig ikke en retfærdig grund til at blive sur på hende, men nedtrykt blev jeg da. Og sur, for det viste sig at hun havde bedt en af hendes andre gode venner fra klassen, som også er min gode ven, om ikke at fortælle mig noget om ham hun var sammen med. Jeg er ikke blind! Og det pissede mig af at hun ikke ville fortælle mig det.
Planen for den aften var at hun og hendes veninde skulle sove mig på gæsteværelset. Faktisk skulle vi have fulgtes i byen, men jeg tog med nogle andre. Da jeg senere skriver til Katrine at jeg er taget hjem og at de skal vække mig når de skal ind, skriver hun tilbage at de ikke kommer. De er blevet hentet af hendes mor. Mit svar er så "Ha' et godt liv". Denne besked følger jeg hurtigt op på og skriver noget med "undskyld etc."
Dagen efter skriver hun og spørger hvad det var jeg undskyldte for - det viste sig at hun havde slettet den SMS med "Ha' et godt liv" før hun havde fået den læst, og jeg måtte, noget tøvende tage mig sammen og ringe til hende. Jeg fortalte hende så hvad jeg havde skrevet, og hvor dumt jeg mente det var og hvor ked af det jeg var (jeg græd til sidst i vores telefonsamtale). Det endte med at vi skrev sammen senere på dagen, hvor jeg endnu engang begyndte at græde. Men hun tilgav mig. Og hun sagde at hun ikke ville skjule sådan noget for mig igen.
Vi fortsatte vores venskab, ganske som altid. Hun havde i mellemtiden aflyst vores tango da hun sagde at hun skulle besøge hendes kusine i Kbh. Det syntes jeg var fair nok, så ok. (Jeg forstuvede så også min fod her i mandags den. 18.04.05, så jeg ville ikke kunne danse alligevel selvom det stadig havde været planen).
I dag (21.04.05) tog hun så til Kbh. for at besøge hendes kusine. Jeg skriver med Katrines og min fælles ven, som jeg tidligere har nævnt, over MSN og han fortæller at hun skulle til Kbh. for at møde Esben. WHAT!??! Hun havde sagt at hun skulle derover for at være sammen med hendes kusine! Dette får mig til at indse at hun åbenbart ikke gider at fortælle mig sandheden, selvom netop det var ved at koste vores venskab for én uge siden. Og hun havde aflyst vores aftale om at danse tango hele weekenden på falsk grundlag! What a friend!
Da jeg får det at vide bliver jeg på én gang rasende og virkelig såret. Uden trust hvad har man så i et venskab? NADA! Derfor overvejer jeg kraftigt at droppe vores venskab, begrundet selvfølgelig, selvom jeg ved det vil såre både hende og jeg. Men jeg er bare bange for at det er den eneste vej frem.
Jeg mener ikke at jeg har fremstillet mig selv som en egocentrisk og narcissistisk nar. Jeg har blot fortalt hvad jeg føler og hvordan jeg føler mig behandlet.
Og jeg har sagt til hende at hun skal date som hun vil. Hun skal ikke holde sig tilbage af frygt for at såre mig,
men at hun kun én uge efter vores "krise" gør nøjagtig det samme skuffer og sårer mig dybt.
Jeg vil frabede mig alle kommentarer om at hun drak den torsdag, om at hun skulle være en sindsforvirret kælling og andre nedsættende ting om hende. Hvis I vil komme med noget feedback, gør det polite! Er ikke interesseret i noget pis!
Jeg har fået tømt min mentale rygsæk.
Skrevet d.
22. april 2005, 05:19
×
0
×
0
×
0