Håb og kærlighed

Her ligger jeg på den bare jord og kigger op i luften. Himlen er blå og der er ikke en sky at se. Solen skinder så smukt og varmer min dejlige lille krop.
Men det bliver nat, og vinden tager til og jeg bliver bange, bliver bange for at miste det jeg har kært. Jeg lukker øjnene og håber at dette snart vil tage en ende. Da jeg åbenede øjnene næste dag blev jeg forbavset, alt var så nyt, så forandret. Jeg vidste ikke hvor jeg var, jeg følte mig så alene og forladt. Jeg begyndte at græde, hvad havde jeg dog gjort siden at denne skæbne skulle ramme mig. Jeg lukkede øjnene og græd mig selv i søvn. Næsten morgen skindene solen, fuglene sang så smukt fra deres gren, jeg var tilbage. Glæden ramte min mund og lykken var igen omkring mig.
I dag er jeg et stort træ. Jeg har fået en ejer som elsker mig og jeg elsker hende vi er som skabt for hinanden. Er det skæbnen som har bragt os sammen eller har jeg bar været heldig?