Jeg står foran spejlet

Jeg står foran spejlet
Jeg ser en pige komme til syne
Engang var hun lykkelig og ubekymret
Hendes smil var smittende – sagde de
Og alle lo af hendes skøre påfund.
Jeg kigger dybere
I de øjne der engang sprudlede af energi
Som altid så det gode i alt
Og jeg koncentrerer mig om
At finde glimtet som alle engang bemærkede.
Hendes mund var så rød og rund
Så velplaceret og bemærkelsesværdig
Og delte glædeligt smil ud
Til alle den mødte på sin vej.
Jeg får nu øje på hendes bryster
Hvor bag der engang bankede et kækt pige hjerte
Kun med en piges hensigter
Og som kun blev udsat for glædelige dobbeltslag
Brysterne er kun store fordi de skal kunne rumme
og beskytte det store hjerte.
Længere nede for jeg øje på hendes hænder
Hendes engang så bløde pige hænder
Som havde de aldrig kendt til slid
Som hilste og vinkede til alle mennesker
Og som gav den venstre hånd til goddag
De gav et håndtryk der signalerede ’jeg er lykkelig’.

Jeg træder et skridt tilbage
Ser nu pigen blive tydeligere
Men
Hun er forandret
Hendes smil er borte
Som fejet væk og pakket bort.
Øjnene har mistet deres udstråling
De er som på en dukke
Livs- og glansløse
Hendes bryster er stadig store
Men synes mindre og intet hjerte skimtes banke
Jovist det stadig banker
Men dobbeltslagene er forbeholdt smerte.
Hendes hænder hænger slapt langs hofterne
Den venstre med håndfladen udad
Men ikke for at sige goddag
Jeg ser de er beskidte og tørre
Som på et lille barn eller en gammel dame.
De signalere ’jeg har gjort grimme ting’

Jeg træder endnu et skridt tilbage
Pigen er stadig den samme
Ikke mere tydelig
Men mere bekendt
Jeg fokuserer lidt og ser
Pigen… er mig.
Det er MIG!
Sorgen rammer mig som et slag i ansigtet
Men jeg skifter ikke udtryk
Smilet, hvorfor er det væk?
Har det fundet ud af at alle det smilte til
- og som det ”smittede”
Alligevel bare passerede videre?
Og ikke lo med hende – men ad hende.
Øjnene, hvorfor er de døde?
Kan det være alle de tåre de har grædt
Som konsekvens nu har udtørret dem for liv?
Min mund, hvad er der blevet af den?
Den brede bue der engang prydede mit ansigt
Nu et der bare en smal streg
Så betydningsløst på papiret
Ligeså skødesløst plantet i mit ansigt.
Mine bryster, hvorfor synes de forkerte?
Jeg mærker at mit hjerte banker svagere
Måske er blevet mindre?!
Så må brysterne da skrumpe
Brysterne som for længst er blevet taget
Af alle mulige forgivet.
Og hvorfor mærker jeg ingen lykkebekræftende dobbeltslag?
Har mit hjerte opdaget at
Alt der bringer det glæde
Lynhurtigt skifter intentionen ud og dolker det?
Og mine hænder, hvad gør de?
Mine engang rene og velplejede hænder
Neglene er beskidte og flossede
De river ind over min mave og hofter
De signalerer ingenting mere
De falder livløse på plads igen
Jeg ser på de sår de har lavet