Skrevet d.
22. januar 2005, 23:15
×
0
×
0
×
0
Det var så mørkt...
Lyset gik, Lisa lå og sov. Hun bemærkede ingenting. Jeg syntes jeg hørte en banken på døren, så jeg fumlede i mørket efter brevkniven som lå på bordet. Jeg kiggede igennem persiennerevnen. Gaden var tom. Den eneste bevægelse var regnen som faldt skråt over den gule ring, som var blevet lavet af gadelampen. Jeg så noget lys nederst ved min hoveddør. Som om nogen stod med en lommelygte, og lyste ind under døren. Man kunne høre vandet i tagrenden, men det var alligevel så stille at jeg kunne høre fodtrinene uden for døren. Jeg begyndte at høre en svag stemme, den kom tættere. Jeg besluttede, at det var min fantasi. Pludselig stoppede fodtrinene, men jeg kunne føle tilstedeværelsen. Lisa sov stadig. Jeg kunne høre et stabilt åndedræt fra rummet vedsiden af. Min fantasi løb af med mig. Jeg forventede at vinduet ville bryde ud i en byge af glasskår og flammer. Jeg så mig selv hoppe ud af vinduet i panik. Jeg hørte en knirken inde fra soveværelset. Det mindede ikke om Lisa. Hun går så let. Dette var hårde fodtrin. Jeg gik hen imod døren for at komme så langt væk som muligt fra soveværelset. Jeg kunne se noget lys strejfe vinduet udefra, og ind i stuen. Jeg begyndte at sætte ansigter på personen der var udenfor, eller i soveværelset. Jeg hørte en dyb stemme, som hviskede "Shamie". "Ja", sagde jeg. En skikkelse kom flyvende. Det lignede et spøgelse. Jeg greb hårdt om brevåbneren, og løb ind i soveværelset. I det jeg løb mærkede jeg en tilstedeværelse lige foran mig. Jeg løb med kniven forrest. Det var Lisa, og det var forsent. Jeg sad og så hende dø. Og da stak jeg mig selv.