Skrevet d. 2. december 2004, 19:11 StarStar_emptyStar_empty Thumbs-up × 0 Thumbs-down × 0 Favorite-on × 0

Det stille ocean

Rummet var lille, og en døsig luft, tyk og tæt, hang i hele værelset.
Jeg åbnede et vindue og en frisk brise fandt sin vej ind. Jeg smagte på luften, der var fyldt med salt. Havet lyste krystalklart, fristende og indbydende, stille og uforstyrret. Jeg fik lyst til at mærke vandet omkring mig, lade min krop glide ned i det bløde vand lidt efter lidt. Som et stille ocean.
Men vandet var koldt, det vidste jeg. Havet tog sine ofre. Opslugte dem og beholdt dem, indtil ingen erindrede dem mere.

Jeg tog mine gummistøvler på, og gik ned mod dette stille ocean. Det blæste, og bølgerne legede og lod deres tunger slikke ind på det bløde, sikre sand. Jeg lod dem tro de havde mig, og løb så ind til bredden, når de kom brusende med skumsprøjt. Jeg kiggede længere hen ad stranden, hen mod det lille fyrtårn, der stod ene og forladt for enden af stranden. Det var gammelt og om natten spejdede dens lygte ud over havet. Vi havde tit leget i det, men en dag var det låst.

Ned ad klitten kom min storebror. Han smilede til mig, og rystede opgivende på hovedet.
”Anne du ved godt, du ikke må gå ned til vandet alene!”
Jeg nikkede, jeg vidste det jo godt, jeg hadede bare at vandet lå der og kaldte, drillede mig fordi jeg ikke turde komme og udfordre det.
Vi gik stille hjem, op over sandet, og over engen.

Min mor druknede for fem år siden. Vi var ude at bade en sommerdag. Hun kastede mig rundt i vandet, og min far sad inde på stranden og smilede, betragtede os. Pludselig blev min mor hevet under vandet, og da hun endelig kom op, skreg hun. Min storebror rev mig væk, da min mor blev hevet under for anden gang. Far prøvede forgæves at finde hende, men hun var væk. Opslugt af det stille ocean. Man fandt hende, død, tre dage efter længere nede ad stranden.

Jeg mærkede min storebrors hånd i min, vidste han tænkte på det samme.
Han var ni år, da jeg blev født. Han fik ni år mere sammen med mor. Det tog jeg mig sommetider i at misunde ham for.

Vores hus lå tæt på stranden. Min storebror skubbede den tunge hoveddør op, og forsvandt op på sit værelse. Inde i stuen lå min far på sofaen, og lyttede til uret der tikkede af sted. Ved siden af ham, på sofabordet, stod den vase min mor fik, dengang min storebror blev født. Den er nitten år gammel, men det mest velholdte i hele huset. Far pudser den hver dag. Jeg satte mig foran bordet med fotografier, som min mor havde lavet. På det største billede sad vi alle sammen med ryggen mod vandet, smilede. Jeg lod fingrene glide over det. Og pludselig føltes det som om det brændte. Jeg trak fingrene til mig hurtigt.
En nat vågnede jeg. Jeg sov uroligt, og havde tit mareridt. Jeg vågnede ved, at jeg hørte stemmer. Ophidsede stemmer, der diskuterede. Det kom udefra, og stille listede jeg hen til vinduet. Tre-fire skikkelser stod udenfor vinduet. De snakkede engelsk. Den ene var meget ophidset, mens den anden prøvede at berolige ham. Så var der er en stemme, jeg genkendte. Min bror blandede sig pludselig. Jeg forstod ikke hvad de sagde, men kort efter gik de to mænd, og min storebror gik ind i huset. Jeg krøb i seng og lod som om jeg sov, da min storebror åbnede døren til mit værelse, og kiggede ind.


Nogle dage efter kom der en politimand og ringede på. Jeg åbnede med besvær døren, og han spurgte efter min bror. Jeg svarede, at jeg ikke vidste hvor han var, men at han sikkert snart kom hjem. Min far kom frem i døren og satte et bekymret ansigt op.
”Kom indenfor” mumlede han, og politimanden trådte over vores dørtærskel.

”Jeg må desværre fortælle dig om, at vi har mistanke om at din søn er med i noget smugleri” sagde han henvendt til far, ”og at de har brugt det gamle fyrtårn.”
Min far var stille. Politimanden kiggede sig nervøst omkring og forsatte; ”men intet er sikkert, vi vil bare gerne” … Et skud flængede mandens ord, og vi stirrede alle hen mod stranden hvor lyden kom fra. Min far rejste sig og løb ud af døren. Politimanden sad lidt, men rejste sig så og løb efter. Jeg nåede ikke at tage gummistøvler på, men efterlod døren til det lille strandhus på vid gab.

Jeg så min far stå et stykke fra min storebror og råbe. Trygle ham, bede ham. Min bror var kun iført sine pæne bukser, og i hånden havde han en pistol. Han dansede rundt i vandet, og lod bølgerne slikke op af ham. Hans nøddebrune hår dansede i vinden. Der kom flere til, og min far prøvede desperat at komme tættere på sin søn, der lod til at være gået fra forstanden. Men når han kom for tæt på, trykkede min bror pistolen mod tindingen og råbte ”Jeg gør det, jeg gør det!” Han råbte mod himlen, og sparkede i vandet. Jeg stod lidt derfra, og husker kun det hele i tåger. Huskede, hvordan tårerne stille gled ned over kinderne.

”Tag mig! Tag mig så! Du har allerede taget min mor, og de varer jeg skulle bruge! Mangler du ikke mig?! Hvad med mig?!” Han standsede et øjeblik, trykkede pistolen mod tindingen, og kiggede sig tilbage. Hans øjne standsede ved mig, han smilede sit skæve smil, samtidig med at en tåre trillede. Så trykkede han. Jeg husker min fars brøl, og da han løb hen til ham, kastede han sig over ham og skreg.
Bølgerne slog op om dem, men min far trykkede ham ind til sig, og forbandede gud. Bølgerne prøvede at nå dem, prøvede at trække dem med sig.
Ud i det stille ocean.