Uendelig vinter

Cilia kiggede ud ad vinduet, det var ikke mørkt mere, natten var væk. Hun savnede natten, de forsvundne frostklare vinternætter. Solen var på vej op. Hun havde det mærkeligt i kroppen. Det var som om hun kunne skrige af smerte, men hun gjorde det ikke. Hun kunne ikke. Det var en mærkelig fornemmelse at sidde med.

Hun hørte David Bowie i sit indre, "Ashes to ashes...", hun sang stille med for sig selv. Hvad skete der med hende, var det meningen det her skulle ske? Siden Jon gik havde hun haft det på den her måde. Hun var sikker på at det ikke var Jon der gav hende den fornemmelse, det kunne ikke passe. Det var noget helt andet, noget hun ikke kunne sætte en finger på. Smerten. Cilia knyttede sin højre hånd så blodet forsvandt fra hendes knoer, de blev hvide som den reneste marmor. Hun hamrede den i bordet. Hendes blok blev dækket af kaffe og alle hendes ord, hendes dyrt nedskrevne ord, forsvandt fra papiret så let som ingenting. Det kunne være ligemeget nu. Hvad betød ord når hun havde det på den måde. Hun ledte i sig selv efter et svar, der skete ikke noget, hun så intet.

Jon havde forladt hende for nogle dage siden, bare sådan uden videre, forladt hende som et abnormt væsen der var blevet for stort og for krævende. Det kunne ikke passe. Hvad havde hun gjort forkert. Hun havde givet ham alt, kærlighed, omsorg, elskov – elskov, hun tænkte på ordet, så det for sig på et stykke papir, det forbandede papir. Hvad var elskov værd uden alt det andet. Intet. Det var hele scenariet der gjorde ondt. Hun tænkte som en gal. Hun følte et had stige i hende, et meningsløst had til noget som hun inderst inde elskede overalt på Jorden. Hun kiggede på sit papir, det var helt brunt og krøllet nu. Det var blevet til en slags flad skulptur skabt ved et uheld. Hun så papiret igen, hun kunne huske ordene. De forbandede ord. De havde kostet dyrt.

Hvorfor skulle hun også skrive den slags. Jon havde aldrig været glad for det hun skrev. Han havde engang sagt at hun skrev for meget, skrev for intenst, skrev for sig selv. Hun havde slået det hen som en sjov kommentar, hun havde aldrig drømt om at han følte som han gjorde for hendes ord. Hvem havde troet at hendes ord, hendes små ubetydelige ord lænket sammen til sætninger, kunne have sådan en stor effekt. Solens stråler ramte vindueskarmen, hun kiggede lidt på dem, der var støvet. Hun skrev nogle ord i støvet med sin finger, tegnede et lille tegn, slettede det hele med sit ærme igen. Hendes ord var farlige, alle hendes sætninger var dræbende våben. Tænk hvis alle følte på alt hvad hun skrev, ligesom Jon havde gjort. Hun kunne ikke bære tanken om at skyde alle fra sig. Hun ville aldrig skrive mere, aldrig mere skrive noget fra hjertet, aldrig sætte et komma, forlade papiret for altid. Det gjorde ondt i hende. Hendes tekster var hårde, men for hende var de oprigtige. Hendes had blev større, voksede i hende som et frø der spirer. Det hele kunne være ligemeget. Hun var splittet. Hun havde mistet Jon, men hun havde stadig sine ord, ville have begge dele på samme tid, det var umuligt.

Hun havde mødt Jon til en fest på universitet til en litterær sammenkomst. Litterære sammenkomster på universitet havde altid været en dårlig undskyldning, ingen så hendes tekster, grå mennesker ville fylde sig med alkohol og snakke om meningsløse emner. Præcis denne ene gang havde det været anderledes. Jon var der. Han var ikke som de andre, han interesserede sig for andre mennesker. Han lyttede, hun kunne se det. Han lyttede til alle som han snakkede med, selv da han snakkede med hende første gang. Han havde lyttet. Det var utroligt. Hun havde haft en følelse af afmagt for første gang i sit liv, en afmagt der kom af kærlighed. De havde snakket om værker, om kærlighed til ordet, om gamle fyldepenne og Irwin Shaw. Alt havde været perfekt, næsten den perfekte aften i hendes liv.

Hun havde tænkt på ham, skrevet om ham, leget med tanken om ham. Det var som om skæbnen kendte hendes ord, hun mødte ham igen nogle dage efter. Han stod der i gangen ved siden af nogle mennesker, hun kunne se han lyttede, sugede ord til sig. Hun havde taget mod til sig og hilst på ham, han havde hilst igen, det var fantastiskt. Alt var som det skulle være, de havde kastet sig ud i en svimlende forelskelse, en følelse af at være et blad der bliver kastet rundt af vinden, aldrig vide hvor det bar hen. Hun var lykkelig. Hendes ord havde taget til i styrke som deres forhold udviklede sig, blev mere og mere rå, mere kraftig. Hendes ord havde påvirket Jon, han havde læst dem. Hvorfor læste han dem, han havde jo været en lytter, den perfekte lytter. Hun så over på vindueskarmen igen, hendes ord og tegn var streger af støv. Hendes ærme var blevet beskidt. Tænk hvis Jon så hende nu, siddende ved vinduet, sammenbidt, uden ord. Hun fandt en ny blok frem, så sin Waterman fyldepen ligge på gulvet. Hvordan kunne hun gøre det. Hendes våben, hendes støtte, håndteret respektløst. Hun samlede den op. Hadet groede kraftigt, hun følte ordene komme op i hende igen. Langsomt, men sikkert, ramte fyldepennen papiret. Hun kunne ikke stoppe nu.