Det sorte hul...

Lige nu sidder jeg og føler mig som et ubetydeligt lille støvkorn i det kæmpe univers.

Jeg kan mærke at jeg bliver draget mod et sort hul som bare venter på at opsluge mig. Jeg kæmper og kæmper men kan mærke at jeg bliver draget tættere og tættere på! Jeg ved at jeg skal stritte imod og holde mig væk fra det. Men det bliver sværere og sværere, hullet kalder på mig og lover glemsel fra min smerte! Men samtidig ved jeg, at hvis jeg lader mig blive opslugt vil jeg ikke kun få glemsel, jeg vil også miste den smule rest af fornuft jeg har tilbage, den sidste rest af mig selv vil forsvinde, den rest som holder mig væk fra det sorte hul.

Jeg kan mærke varmen forsvinde langsomt ud af min krop, mine tanker bliver langsomt opslugt, min identitet forsvinder. Hvor er alle når man har brug for dem? Jeg mangler en livline noget som kan holde min forstand intakt. Alt begynder at blive sort omkring mig. Jeg kan se lyste stille og roligt forsvinde ud i intetheden, snart er der intet tilbage.

Jeg ved, jeg må kæmpe imod fristelsen, jeg må prøve at huske på alle de gode ting som jeg har haft. De ting som jeg stadigvæk har! Min familie, mine venner, Anne..! Nej, ikke Anne, det er slut, væk forevigt, det ved jeg. Den eneste ting som jeg gerne så blive opslugt, men som bare ikke vil forlade mig, mine følelser for Anne, mine tanker om hende. Er jeg blevet helt besat af hende eller er det bare kærlighed? Jeg ved det ikke men jeg kan mærke varmen igen, lyste begynder stille og roligt at vende tilbage.

Jeg klarer den, jeg ved det. Min familie er der stadigvæk og de elsker mig, de vil altid være der, klar til at hjælpe mig. Det er min livline, min dejlige familie, gud hvor jeg elsker dem alle. Jeg kan mærke at det sorte hul stille og roligt forsvinder, bliver mindre og mindre. Jeg ved nu hvad jeg må gøre..Jeg må videre, videre i mit liv...Alt skal nok ordne sig......