Et spørgsmål om kærlighed

”Jeg har altid beundret hende, altid elsket hende, men jeg må vel indse, at jeg aldrig vil få hende…”

Nu står jeg her og venter, hun sagde, at hun ville komme, at hun da gerne ville gå med mig ned og købe en fødselsdagsgave til min mor.
Vi gik I 8., men jeg husker det stadig klart, jeg husker at jeg stod der, under uret, som vi havde aftalt. Hun kom ikke. Jeg ventede ellers i tre stive timer.
Jeg ringede til hende og spurgte, hvorfor hun ikke kom, hun havde glemt det, sagde hun, men hun sagde ikke engang undskyld.
Men gammelt venskab må ej så let forgå, så jeg inviterede hende til min fødselsdag. Hele klassen sagde, at de ville komme.
Hun kom godt to timer for sent, hun havde åbenbart svært ved at ringe og sige at hun blev lidt forsinket.
Vi besluttede at lege ”Flaskehalsen peger på”.

”Rundt og rundt i cirkler indtil den peger på en tilfældig. Man kan næsten føle den tykke luft af forventninger”

BANG! Den landede på mig. Skal man grine eller græde? Vinderen ville få ti min i kosteskabet med en udvalgt person – af det modsatte køn selvfølgelig -. Hvad man ville derinde var naturligvis valgfrit. Jeg valgte hende som selskab. Men jeg gik ovenpå et øjeblik inden, for at virke kostbar, sagde jeg, men i virkeligheden var det for at samle mine nerver, som hang i laser.

”Velkommen i min stue, sagde edderkoppen til fluen”

Da jeg kom ned igen var hun gået. Jeg spillede cool og først da festen var slut, løb jeg op og begravede mit ansigt i puden. Vi var så tæt på, og så alligevel ikke. Jeg bestemte mig for, at denne gang skulle hun ikke slippe væk. Denne gang skulle vi være sammen for altid. Hun skulle blive min, og kun min.

Min far havde lige arvet et stort hus ude i skoven. Jeg ville indbyde alle mine venner derud til noget socialt hygge. Og hende og et par stykker fra klassen skulle komme og hjælpe med at pynte op. Hun ville jo være den eneste der mødte op, de andre ville få den besked, at det var aflyst.
En ret snedig plan, hvis jeg selv skulle sige det.

Jeg bød hende velkommen med kiks og sodavand. Man skal vel være sød mod side gæster, ikke sandt? Hun spurgte, hvornår de andre ville komme, jeg sagde at de var blevet lidt forsinket, men at de ville komme så hurtigt som muligt.
Hun sad inde i stuen, så jeg ville begynde min plan nu.
Jeg hentede et gammelt lagen og rev det i små præcise strimler. Jeg har altid gået meget ind for præcision. Jeg overraskede hende og bandt hende. Jeg råbte at, hvis jeg ikke kunne få hende, så skulle ingen have hende. Hun skreg og bad om at jeg skulle komme til fornuft og lade hende gå, hun sagde at hun holdt meget af mig og at jeg ikke burde gøre dette. Det gjorde hun sikkert, men det var alt sammen lige meget nu. For nu skulle vi jo blive lykkelige, alene, sammen. Mens jeg stod og bandt hende blev jeg indhyllet i rædsel og panik. Jeg bandt hende op, og smed hende over min skulder og løb så hurtigt jeg kunne igennem skoven. Vi kunne høre politi sirener i det fjerne, men det var ligegyldigt, for nu skulle vi jo være lykkelige. Der gik panik i mig under alle hendes skrig, jeg lagde hende ned på jorden, hvor efter jeg blidt hviskede i hendes øre, at jeg elskede hende og at det nok skulle blive godt alt sammen. Jeg gav mig til at slå og sparke hende af frygt, vil jeg tro, indtil hun trillede ud over en skrænt, hvor hun skreg hjælpeløst hele vejen ned indtil hun ramte jorden med en hul lyd.
Hvor længe jeg stod der og kiggede på hende ved jeg ikke, men jeg begyndte at løbe ned til hende mens jeg skreg hendes navn. Jeg nåede hende. Hun så så ubeskrivelig smuk ud som hun lå der på jorden i en blodpøl, der stammede fra hullet i hendes hoved, hvor blodet lige så stille sivede ud fra.
Jeg ruskede nyttesløst i hendes livløse krop, jeg fortrød hvad jeg havde gjort.
En masse mænd i blå jakker bad mig om at rejse mig op og pænt følge med.

Men nu er det jo fortid. Nu står jeg bare her og hører fuglene synge, kigger ud af vinduet, og venter på at hun skal komme tilbage. Dette bliver sidste gang jeg hører den lyd, for nu kalder de på mig, jeg skal ned af dødsgangen. Dømt for mord.

”Den, der graver en grav for andre risikerer selv at falde i den”