Det kaldes vel had (?)

Jeg kan blive så sur, bare jeg tænker på dig.

Jeg troede jeg var så lykkelig sammen med dig, det troede jeg virkelig. For du kunne simpelthen vende alt mod mig, du kunne få alle mine fornemmelser om at der var noget galt, skubbet væk med en løgn, eller få vendt det hele, så du fik mig til at synes som problemet. Og jeg gav dig ret, eftergav og tænke ’han har nok ret’.

Jeg er bange for dig, fordi du er så helvedes ondskabsfuld. Jeg har fortalt dig så mange ting, ting som igen andre ved. Og jeg ved desværre at du til hver en tid, ville kunne finde på at bruge de ting mod mig. Det nager mig at du har så mange ting på mig, det er det der afholder mig fra at fortælle hele verden hvor stort et svin du er.

Forstår ikke hvad jeg så i dig, det gør jeg virkelig ikke. Måske dit kønne ydre og den tryghed jeg manglede, måske var det, det?

Kan ikke lade være med at tænke på de gange du har været mig utro, du har gjort det med så koldt et sind at det skræmmer mig, det skræmmer mig at nogen overhovedet kan. Du ejer ingen form for samvittighed. For igen der, fik du drejet det hele.

Jeg tror virkelig at jeg hader dig, det er noget jeg har tænkt meget over. Tror at inde i mig er der et kæmpe had. Jeg er bare ikke klar over det, for jeg går faktisk og tror at jeg elsker dig. Sådan hænger det bare ikke sammen, kan ikke få det til at give mening.

Din barnlige måde at være på giver mig kvalme, jeg får kvalme når jeg tænker på den uskyldighed du altid udstrålede. Den måde du sagde ’jeg elsker dig’, du elsker ingen, du ved ikke hvad det vil sige. Du ved ikke hvad det vil sige, at havde så mange brændende følelser for et andet mennesker. Men jeg elskede dig, elskede dig så meget.

Du har ignoreret mine behov, mine følelser, mine tårer, du har ignoreret mig.

Husker stadig alle de gange, hvor jeg har, måtte sige undskyld for noget DU havde gjort forkert, orkede ikke at skændes, kunne ikke klare at stå ansigt til ansigt med den kæmpe ondskab, du har indeni. Jeg gjorde det udelukkende derfor og fordi jeg var så bange for at miste dig, jeg vidste inderst inde godt at jeg ikke betød nær så meget for dig, som du gjorde for mig. Du havde en kæmpe magt over mig og det ved jeg at du var klar over, du nød at have mig lige hvor du havde lyst til.

Jeg har grædt mange tårer, mens du bare har sukket højlydt og vendt mig ryggen, i bogstaveligt forstand. Alle de nætter efter uafsluttede skænderier.. jeg ved du var vågen og jeg ved du hørte jeg græd. Jeg græd ikke for at få din medlidenhed, for sådan en ejer du slet ikke. Jeg græd, fordi du havde såret mig, det havde du virkelig. Du gik i seng, sur på mig, du vågnede, sur på mig. Og jeg undskyldte, det ene intetsigende skænderi, efter det andet. Men jeg havde ét våben, jeg hadede det våben, men bruge det gang på gang; sex. Noget siger mig, at det var mit våben du elskede og ikke mig?

Du burde næsten vide at jeg nyder, al din modgang. Nyder når intet lykkes for dig. Nyder i det hele taget at se dig lide. Intet vil jeg hellere end at se dig bryde sammen. Det varmer mit hjerte.
Og selvom du prøver ihærdigt at skjule dine nederlag, ved jeg at de er der og det trøster mig.

Jeg har grædt og savnet, men nu har jeg indset at du intet er værd. Du er INGENTING Jon.

Jeg tilgiver dig aldrig.

:’(