Flugten

Jacob kiggede ind af det knuste vindue, vinduet i laden bagved den gård han arbejdede på. Gad vide hvad den blev brugt til? Der var jo ingen dyr, kun de gamle katte, der fangede rotter. Men der var mange underlige ting på gården, f. eks konen og nogle af hestene på marken. Og så var der faderen, han næsten var bange for. Og stuepigen som faktisk var ret sød. Men hun var nu nok også den eneste, han syntes om på gården. Hun var den eneste, han holdt af.
Jacob ville gerne flygte, og det gjorde han også en gang imellem, men kun sådan næsten. Han havde et sted langt ude på en øde mark, hvor han tog hen, når han ikke følte sig godt tilpas, eller når han var ked af det eller savnede nogen, eller når han bare havde lyst til at være alene og tænke for sig selv. Men han kom altid tilbage til gården. Han turde ikke andet.
Marken var hans helt eget sted, som ingen kendte til. Altså, stuepigen havde været med derude engang om natten, og de havde kysset i måneskinnet og kommet hjem så tidligt, at hanen ikke engang havde galet.
Jacob arbejdede på en gård, hvor han var sendt hen af sin mor for at tjene penge.
Han arbejdede næsten hver dag og havde kun fri om søndagen, men da skulle familien op i kirken, og der skulle han med. Og det tog lang tid, og så havde han jo ikke meget af dagen tilbage. Han ville meget hellere blive hjemme fra kirken, og egentlig helst være sammen med nogle, men han havde ikke nogen venner her, hvor han var blevet sendt hen. Men så var det han flygtede. Ud på marken hvor han følte sig godt tilpas. Ud på marken, hvor han kunne være alene med sine tanker. Og det var også det eneste sted, han kunne lide at være, når han var alene. Nogle gange drømte Jacob også. Han drømte om de venner, han havde, da han boede hjemme; om dengang de legede i skoven, og somme tider lavede lidt ballade. Han fantaserede også tit om stuepigen, Matilde og om at de flygtede sammen. Men han drømte kun. Han tænkte også på at flygte sammen med Matilde. Hun havde hvisket ham sit navn i øret, da de kyssede. Hun hviskede også, at de skulle mødes igen. Men hun sagde ikke noget om hvornår. Men det havde Jacob tænkt sig, at det skulle være snart. At de skulle ligge sammen i græsset og se på stjernerne og kysse i måneskinnet. Ligesom dengang. Men Jacob havde mere i tankerne end at kysse i måneskinnet med Matilde. Han ville gerne flygte sammen med hende. Men denne gang ikke kun til marken. Denne her gang skulle det være rigtigt.
Dagene gik, og hver dag var Jacob ude på marken, og han planlagde hvordan de skulle flygte selvom der ikke var så meget at planlægge. De skulle jo bare flygte, og så ville tingene ellers bare komme af sig selv.
Søndagen kom, og solen skulle snart til at gå ned, og Jacob lå i sin seng. Han lå og ventede på det rette tidspunkt til at gå ind til Matilde.
Da tiden var inde gik Jacob ind hvor Matilde havde værelse. Hun sad på sengen, og han satte sig ved siden af hende. Han sagde, at der var noget, han gerne ville fortælle hende, tog hendes hånd, og trak hende med ud bag laden. Han sagde, at de skulle være forsigtige, så de andre ikke opdagede dem. Det var ved at være sent, men solen var stadig ikke gået ned. Bag ved laden hvor de var nu, tog Jacob et tæppe op med nogle ting i, som var gemt i nogle blade. Han tog tæppet, kiggede rundt og så sagde han at de skulle være meget stille. Og så løb de. Over marker, gennem skove og helt ud til Jacobs sted. Da de var derude, var de godt forpustede. Jacob satte sig ned ved siden af Matilde. På græsset tæt på hvor de sad, var der nogle grene. Men det var også det eneste. Ellers var der ikke andet at se end græs og bakker og enkelte træer.
Jacob tog tæppet og pakkede tingene ud, mens han fortalte Matilde, hvad hans plan var. Jacob tændte grenene med nogle tændstikker, han havde hugget fra gården. Bålet var ikke særlig stort, og det lyste heller ikke så meget op. Men det var da nok til at varme sig ved.
Da Jacob havde fortalt sin plan, så Matilde ikke så glad ud. Men hun sagde, at det lød godt. Jacob blev glad for at høre det, men alligevel vidste han, at der var noget galt.
Matilde sagde, at hun frøs og ville gå ud efter flere grene og kviste til bålet. Jacob tilbød at hjælpe, men hun ville selv. Hun gik langsomt hen mod skoven med sit lange flotte hår, og den søde kjole hun havde på flagrede i vinden, ligesom hendes hår. Solen var ved at gå ned og gemte sig bag de store bakker, så han næsten ikke kunne se hende mere. Jacob sad og kiggede ned i bålet, som var blevet mindre og drømte om fremtiden. Han drømte om, hvor lykkelige de ville blive sammen og få deres egen familie.
Jacob sad og ventede. Men der var bare én ting han ikke havde tænkt på. For stuepigen kom aldrig tilbage.
Rixie