Alt er håbløst, kærligheden har ramt mig et sårbart sted.

Den tid jeg befinder mig i nu, har intet med virkeligheden at gøre. Ej er min kærlighed her hos mig, jeg er nået til det punkt i mit liv, hvor jeg ikke ved hvad jeg skal stille op med kærligheden. Jeg er håbløst forelsket i denne utrolige og mest vidunderlige pige. Der er bare det at hendes hjerte er et andet sted, og modarbejder mit. Skal jeg komme videre og lade hende blot være et minde, og leve videre velvidende om at hun nok er det jeg har elsket højst i mit liv, savner hende så meget ved min side, og det gør mere ondt fordi jeg er ene om dette...

Hvis nogen har prøvet denne slags forladelse, så giv en ung fyr nogle svar.