Du er som støv i mit hjerte

Du må ha´skrevet til mig nu – et eller andet. Garanteret noget meget kort som man alligevel ikke kan bruge til særlig meget. Så måske er det derfor jeg endnu ikke har kigget efter i postkassen – for ikke at blive skuffet over hvor lidt du har at sige. Men jeg tror der ligger mere bag for det ville være så nemt at folde brevet ud, trække på skuldrende og mærke hjertet falde ned i maven. Måske fandt jeg endnu en grund mens jeg i dag lytter til din stemme der flyder fra de grå højtalere og fylder rummet ud med sin styrke. At du aldrig delte nær så mange ord med mig som du gjorde med resten af verden, og det har frustreret mig længe. Alligevel sitre hver en celle i deres blodbaner når jeg mærker at dine ord er her hos mig – også selvom du taler til en anden. For det minder mig om at der brænder en voldsom ild indeni dig og at der altid har gjort det – selv i dine tekster som smelter sammen med toner og skæve offbeats. Det får mig til at tænke tilbage på at jeg var den første som læste de ord som nu flyver rundt i min stue så mange år efter. At mange har hørt den samme fortælling som nu rammer mine hvide vægge, men at jeg var den første af alle, hvorfor skulle det være så mærkeligt?
Jeg nyder at lytte til dig fortælle, det har jeg faktisk gjort så længe jeg kan huske tilbage. Måske fordi der for hver vokal afsløres lidt mere af den du virkelig er og de tanker du til hverdag så grådigt beholder for dig selv. Sommetider gjorde det mig ret vred af du var tavs når jeg spurgte dig om noget eller at du bare gik uden et ord og lod mine spørgsmål hænge dumt i luften. Ofte har jeg tænkt på om det morede dig at se mig ydmyges og miste den magt som du engang tabte i vores hede affære. Du vandt dette parti og på en eller anden måde har det sat dig fri af det savn jeg efterlod dig med dengang. Egentlig kan jeg godt unde dig den tilfredstillelse for du fortjener så meget og for ikke så længe siden ville jeg ha´givet dig alt – selv min værdighed. Men ingen kan fastholdes af ligegyldighed, ikke engang jeg, for hvad skulle formålet være? Underligt nok tror jeg vist nok at du ønskede at jeg blev i periferien som en long lost guru der tilbeder den jord du går på uden at forlange noget af dig. Til tider lider du vist af storhedsvanvid for var der intet som sagde dig at det ville få en ende til sidst? Jeg nægter at tro at du ikke har vidst det hele tiden og bare ventede på at det ville ske. Så mens det kom som et chock for mig, satte du dig tilbage i stolen med et suk og tog imod det som du vidste ville ske fra starten. Hvis du tilgengæld havde lagt armene om mig og fyldt rummet med sandhed helt fra begyndelsen var jeg måske blevet din. Jeg drømte om at blive din.

Men som i dag når jeg lytter til din stemme forundres jeg over hvert enkelt ord som var de tusinde stjerneskud på en mørk junihimmel. Og mens jeg ligger på ryggen i græsset og ser op mod de små planeter som brænder ud i sommernatten finder jeg pludselig grunden til hvorfor jeg endnu ikke har læst dit brev. For du kan sige hvadsomhelst og jeg vil finde dig absolut vidunderlig. Ingen stemmer i verden kan nå mit hjerte som din og det som afholder mig fra dine sidste ord er frygt. Jeg frygter din ligegyldighed, din afvisning, din lede over mig. Frygter at se hvor lidt jeg betyder og hvor let du presser mit hjerte ned i maven med et : ”Ok!” eller ved tavshed. For det er muligt at du slet ikke har sat dig ned og skrevet en enkelt linie, men bare har vendt det hvide ud af øjnene og smidt mig ud i skraldespanden. Alt er muligt med dig. Men måske skulle jeg endelig låse postkassen op og se hvad der gemmer sig dernede. For du kan umuligt såre mig mere end du har gjort tideligere, og jeg kan jo ikke flygte for evigt.


Og så gjorde jeg det endelig. For sidste gang. Ikke fordi jeg ønsker at det skal være sidste gang – som om jeg nogensinde har ønsket netop det. Jeg åbnede den elektroniske mailbox med stigende puls og var nødt til at drikke et halvt glas whisky mens computeren loadede. Men ved du hvad? Der var slet intet brev fra dig og selvom lettelsen et øjeblik landede oven på mig, smadrede savnet mine tanker mod hjernevæggen. Så jeg skrev til dig igen – helt åndsvagt virkeligt – for det er jo slut. Jeg spurgte på få linier om du har det godt (?) og få sekunder efter blinkede en lille gul besked i en kold indbakke. Beskederne er altid fløjet gennem luften mellem os – måned efter måned. Du svarede at alt er ganske fint. Du svarede at der ikke længere var en grund til at vi taler sammen efter det sidste brev jeg sendte dig. Det dér digitale stykke papir hvor jeg afviste dig endnu en gang. Og jeg kunne kun give dig ret med et sølle ”Ok” mens min krop skreg af begær og fortrydelse. Men jeg har selv valgt det ved jeg, og forlanger ikke at du skal blive ved med at være i periferien som en long lost guru der tilbeder den jord jeg går på. For jeg lider vist selv en smule af storhedsvanvid når det kommer til stykket. Men hvordan kan jeg andet ... når din duft forfølger mig gennem drømme hvor jeg kramper i afmagt over at du ikke er den som ligger ved min side.

”Take care” skrev du og jeg svarede dig med tavshed.