Skjalden

Ned af landevejen kom den glade skjald syngende. Han var ung og flot, solen skinnede og fuglene sang, og alle problemer i verden var ude af hans hoved. Han elskede sit arbejde og sin levevis, og han elskede at gøre folk glade og at høre deres klapsalver med tilhørende klirren fra mønter der fyldte hans punge. Han gik hvor vejen førte ham, og det var han godt tilfreds med. Hvorfor skulle han dog egentlig ikke også være det? livet havde kun givet ham gode ting indtil videre så hvorfor ikke blive ved på denne måde?
Svaret kom hurtigt flyvende i form af en træpil der ramte ham lige i nakken, og skjalden gik ud som et lys.

Han vågnede op med en dundrende hovedpine og begyndte som refleks at spekulere på hvorfor han havde drukket så meget aftenen før. Men så kiggede han sig rundt, og hvor han lå var tydeligvis ikke et værelse på en kro. Han lå ikke på et værelse overhovedet. Han lå på et underlag af pels og blade inde i en hule, og hele vejen rundt om ham var der træ, med undtagelse af et lille hul, lige stort nok til at han kunne komme ud. han kiggede ud og så at han befandt sig inde i et træ i fyrre fods højde, og hele vejen rundt om ham var der lignende huler i træerne. Grenene heroppe var brede nok til at kunne gå på, og han krøb langs grenene rundt for at finde en nedgang. Alt var enten grønt, brunt eller himmelblåt heroppe. Det var idyllisk og smukt, og hvem der levede her måtte være i harmoni med naturen.
Pludselig lød der en stemme bag ham, og han vendte sig med et sæt. En kvinde stod ved den træhule han havde boet i. Hendes lange hår nåede ned til hendes fødder, men kunne ikke skjule hendes lange spidse ører. Elvere! Han skulle have vidst det. De ville sikkert slå ham ihjel og spise ham, de satans bæster! Han løb alt hvad han kunne af grenene, og fandt en vej nedad. Han så sig over skulderen og så ikke at grenen endte...

”Åh, mine guder, lad mig ikke dø, ikke her, ikke nu. Lad mig dø i en seng om mange år, gammel og træt, ikke som dette, hængende i mit bælte fra en gren i fyrre fods højde.”

Et hoved dukkede ud fra grenen over ham. Det var elverkvinden fra før. Hun sagde noget til ham som han ikke forstod, og satte sig ned få fod fra ham og studerede ham inderligt. Han bad om hjælp, og hun svarede ham på gebrokkent Loraniansk:

”Hjælp? Først skal du tage alt i dig igen som du nogensinde har sunget, sagt eller tænkt om elvere. Du skal aldrig mere tage imod rygter fra fremmedhadske mennesker, og du skal love at du vil blive her indtil Vi giver dig lov til at gå.”

Skjalden svarede hurtigt at han svor ved alt der var ham kær at han aldrig ville tale slet om en elver igen, og bad derefter igen om hjælp.
En hånd rakte ned fra oven og kvinden så på ham mens han blev hevet op af to elvermænd.
Oppe på grenen fik han sine nerver ind under huden igen, og hans vejrtrækning blev igen rolig. Elverkvinden så på ham med hendes store, dybe grønne øjne og sagde til ham:

”Nu hvor du har svoret eden, så tillad Os hjælpe dig med at finde dine nye sange og dine nye melodier. Velkommen til Vanamelien, musikkens dronnings, Hus.”

Med disse ord tog hun ham under armen og viste ham elvernes boliger. Han var målløs. Kunne noget leve sådan? Oppe i træerne, oppe ved fuglenes kvidren, med den grønne skovbund under sig? De grønklædte elvere dansede rundt mellem træerne i deres daglige gøremål. Nogen var på vej et sted hen med hvad der lignede elviske instrumenter, mens andre sad i henslængte grensamlinger og fremsagde poesi og diskuterede med hinanden.
Han så sig omkring med åben mund: hvor end han og kvinden kom hen, bukkede eller nejede elverne for ham, og sang og spillede omkring ham.
Det var et paradis uden lige. Deres elviske stemmer lød som honning i hans ører, og deres håndbevægelser var smukke og graciøse. De var slet ikke de bæster han havde forestillet sig, tværtimod. De var Rynthias børn, sat på jorden for at hjælpe mennesket.

De gik over mod et stort egetræ, hvis krone var udformet som en gigantisk kuppel. Fra den lød sang og glade elviske stemmer, blandet med den skønneste musik han nogen sinde havde hørt. De gik ind i kuplen, og så et stort hof forsamlet i dans og sang og leg. Mange elvere sad ved lange slanke borde og drak elvisk vin af krystalglas, mens en samling unge piger og drenge dansede rundt i en smuk dans i midten af salen. Da folkene opdagede de to, spredte de sig så en lige gang gik op til en trone i enden af salen.
Tronen var formet af træerne selv, og var groet sammen med hvad der lignede krystaller og instrumenter, der alle spillede en stille magisk sonate.
Men på tronen sad en kvinde, den flotteste kvinde han nogen sinde havde set. Hendes lange lysende hår flød ned fra tronen som en flod af hvidt guld, og hendes smaragdgrønne kjole lod ikke meget hud skjule sig. hendes ansigt var langt og stateligt, men hendes øjne var så intense som noget. Dybe, grønne øjne, som kvinden ved hans side, men ældre, mere vidende.

Alle bukkede for dem da de gik op mod tronen, og skjalden følte sig meget pinligt berørt. Hvorfor bukkede de alle for ham? Han, som bare er et menneske, tilmed et der har sunget smædesange om dem og deres race.
Han spurgte kvinden hvorfor, men hun bad ham bare være stille og nyde musikken.
Da de nåede tronen bukkede elvermændende bag ham, og kvinden kiggede på ham med et sigende blik. Han skyndte sig at knæle helt ned for dronningen, mest af frygt for hvad der kunne ske hvis han ikke gjorde.

”Vanamelien, Musikkens og Dansens Dronning, jeg bringer Dem hid Skjalden den menneskelige, som...”

”Jaja, Engwaoriël, det er godt nok. Den stakkels skjald ryster jo af frygt. Du bruger alt for stærke ord, det har jeg sagt.” dronningen smilede og talte igen: ”Skjald, rejs dig blot. Du er budt velkommen til mit rige for at lære og for at digte, og du skal være velkommen til at forlade os når du vil. Velkommen. Lad os så feste!”

Salen brød ud i sang da tusinde stemmer stemte i en himmelsk hymne på elvisk. Derefter gik dansen igang igen. Dronnningen rejste sig og gik ned mod de to. Hun stillede sig lige overfor kvinden og så på hende:

”Undskyld Engwaoriël, men det stakkels menneske så jo ud som om han var ved at dø af skræk. Men ellers var det rigtig flot sagt.” hun vendte sig mod skjalden: ”jeg regner med at du har mødt min datter Engwaoriël siden jeg bad hende om at hente dig, og i ser også ud som om i vil klare jer godt sammen. Hun skal være din lærer og tolk gennem Vores rige.”

Han så ned med skam i blikket. Det skulle han have tænkt over. Selvfølgelig var hun prinsesse. Det var derfor de bukkede, og derfor at hun ikke ville sige det. Hvor dum var han. Det er altid en prinsesse der redder en. Han burde lytte mere til hans egne sange. Han så over på hende, og så hende rigtigt for første gang. Hun var som en prinsesse burde være. Aristokratisk, rank, statelig og gennemgående smuk. Hendes skønhed alene kunne han ikke få sig selv til at beskrive med ord, og han prøvede febrilsk at huske på de kærlighedsballader han kunne, men ingen af dem kunne måle sig med denne elvers skønhed. Hendes hår var en mørk og fyldig nuance og så langt at det nåede jorden. I det var flettet grønne blade, så det lignede vinranker der snoede sig omkring hende. Hun var i sandhed smuk. Og hun bød ham op til dans...


Om aftenen, da tronsalens latter og sang var blevet erstattet med stille sonater, drev elverfolkene lige så stille af til deres respektive boliger i træerne. Inde i tronsalen var dronningen trådt til sine gemakker, efterfulgt af seksten elviske skjalde, som skulle synge og spille hende i søvn.
Skjalden var helt udmattet efter de lange danse og alle de indtryk der var blevet givet ham i løbet af disse få timer. Engwaoriël havde ikke forladt hans side en eneste gang, og hun virkede mere munter end første gang de havde set hinanden. Alle hans ellers så hjælpsomme metoder til at få en kvinde til at dåne var prellet direkte af på hende, og hun lo hjerteligt hver gang han havde prøvet et af sine tricks. Men hendes øjne var blevet rarere, og hendes stemme blødere, næsten som honning. Og ved Rynthia hvor var hun smuk.

Hun tog skjalden under armen og førte ham blidt med udenfor. Over alt lød stille måneskinssange og prisninger til Gudinden, og mange steder festede man fortsat. Små hvide lys blev tændt overalt, så hele skovens krone lyste om kap med stjernerne. Skjalden var endnu engang overvældet over denne skønhed. Han så sig omkring. Hvordan var dette muligt? Han havde aldrig set noget smukkere end denne skov. Hun spurgte ham om han ville gå til ro nu, men han svarede hende, at han gerne ville se mere, før han vågnede af denne drøm.

”Kom med mig,” sagde Engwaoriël, ”kom med mig, skjald, og jeg skal vise dig det smukkeste i dette rige.”

Hun greb hans hånd og førte ham blidt med sig, gennem skoven, højere og højere op. På vejen mødte de mange elverpar, der stille sad og så op mod stjernerne. Intet var som dette, så utroligt og vidunderligt. Hun tog ham videre, stadig længere, højere, indtil de til sidst nåede toppen af træernes kroner. Hun havde ikke sluppet hans hånd en eneste gang på hele turen, men nu slap hun den, vendte sig mod træet de stod i og sagde nogle ord på elvisk. Derefter talte hun til ham.

”luk øjnene, skjald. Dette er en overraskelse.”

Han lukkede dem, og mærkede igen hendes hånd i hans. En stille knagende og raslende lyd hørtes, og hun førte ham med sig højere op.

”du må ikke åbne dem endnu. Læg dig først her.”

Han fulgte hendes stemme, og gjorde som hun sagde. Han forstod ikke et ord af hvad der skete, men han var helt tryllebundet af alt hvad der skete. Han lagde sig og hørte hende sige flere elviske ord. Det lød som flydende guld der ramte et vandfald. Hendes stemme var vidunderligt smuk, og de gange hun havde sunget den aften havde han siddet som forstenet og blot nydt hendes stemme.

”Åben øjnene, nu.”

Han åbnede øjnene og så hvor han var. Han lå i træets krone ved siden af hende, i en form for seng. Over dem var den store himmel, komplet med alle stjernerne, og intet andet lys var at finde. De skinnede som blinkende sølv i natten, og det føltes som om han næsten kunne røre dem.

”Engang for længe siden, i tidens begyndelse, græd Rynthia for de mange engle der var faldet i krigen før tid. Der hvor hver tåre ramte blev der skabt et lille lys i nattens mørke. Det er de stjerner vi kigger på. Rynthias tårer, bliver de kaldt.”

”Rynthias tårer,” gentog han for sig selv. ”Et smukt, men sørgeligt navn.”

Han så over på elverkvinden der lå ved hans side. Et af Rynthias børn. Hun har bragt mig herop for at vise mig dette, dette vidunder. Og hun fortæller mig dette. Hvordan skal jeg gengælde hende.
Hun var så smuk, og så venlig, kærlig.
Hun kiggede tilbage på ham med hendes store grønne øjne, så ham lige i øjnene. De var ikke onde, tværtimod kærlige og dybe.

”Er jeg smuk?”

”Ja, det er du. Du er skønnere end noget jeg nogensinde har set.”

Han kunne ikke sige andet. Det var første gang han havde sagt dette og ment det. hun var som alle årstider samlet i en: Forårets nye grønne løv, sommerens varme brise, efterårets brune og røde nuancer, og vinterens snehvide lag af sne. Hun var i sandhed smuk.

”Er jeg elskov? Er jeg kærlighed?”

”På denne ene dag har jeg opdaget den sande mening af kærlighed. Du er sødere end noget, og din stemme er som honning. Når du bare er i nærheden af mig, bliver jeg varm og får sommerfugle i maven. Du er som en engel sendt fra himlen. Du er kærligheden. Det er du.”

Havde han lige sagt det? det var noget han aldrig nogensinde ville have kunnet finde på at sige til nogen nogensinde. Men det var ikke løgn; hun var den sødeste og kærligste person, og han var dybt forelsket i hende. På en dag havde han forstået det at elske. Han havde forstået hans egne kærlighedsballader, og nu var han selv et hjælpeløst offer for dem.

”Elsker du mig?”

”Ja.”

Hun lagde sig tættere ind til ham og lagde armene om ham...
Hendes rosenrøde mund nærmede sig hans.
”Vis mig hvad det betyder...”


Skjalden vågnede med et sæt i skovbunden. Hvad var der sket? Han satte sig op prøvede at huske hvad han havde lavet den foregående dag. Han sad i tøj af den fineste grønne silke, og ved siden af ham lå et instrument han ikke havde set før. De så elviske ud.
Og så kom det hele tilbage til ham. Festen, Dronningen, musikken, prinsessen... Prinsessen...
Han begyndte at græde...
Efter noget tid samlede han sine ting op og vandrede mod den nærmeste by.
Ude på vejen mærkede han noget klø ved hans hals. Han følte efter og mærkede en kæde med en medaljon i. En lille tåreformet flaske, indlagt i sølv. På den stod et navn:

”Engwaoriël.”

Skjalden smilede, så op mod trækronerne og gik ned af vejen, alt imens han nynnede en stille sang for sig selv...

”Rhynthias tårer på himlens blanke bue
skabte de stjerner der over de fire planer skue,
hendes sorg over de faldne engle i krig,
der måtte dø for splid mellem de mægtigste ni.”

”Sådan kom hun til at sande,
at ej ved kamp skulle hun i krigen sig blande,
men ved livet i alt sin pragt,
for dét og ikke krig er i sandhed magt.
Da begyndte tiden, med den første races komme,
rige på livet og rige på viden, elverne var skabt før første dag var omme.”